
ALRUM HAR EN LOKAL AMBITION
Af: Maiken Foght Schütt
’Alrummet’ bliver ofte refereret til som hjemmets hjerte. Butikken Alrum vil gerne have netop den funktion på Amagerbro – i samspil med andre butikker og caféer i lokalområdet
På brokvartererne i København ligger den ene lille konceptbutik efter den anden, og gadebilledet er ofte fyldt med slentrende, nysgerrige og livsglade københavnere, der indtager gaderne som deres andet hjem.
Drømmen om at være med til at skabe en lignende stemning på den første del af Amager har fået Helle Grouleff til at åbne sin lille interiørbutik et par hundrede meter nede ad Amagerbrogade. Alrum har siden april 2016 solgt en blanding af hippe planter og nyt interiør såsom plakater, keramik og små møbler til stue, bad, køkken og altan.
”Efter selv at være flyttet til området fandt jeg, at der simpelthen manglede en butik, som satsede på ny og moderne interiør. Jeg har målrettet mit udvalg mod det varme og hyggelige, fordi det er den stemning, jeg gerne vil være med til at skabe – også i gademiljøet omkring butikken,” fortæller indehaveren af Alrum, Helle Grouleff.
I nærområdet ligger også flere second hand-butikker, en porcelænsmager og den populære bodega ”Haabet”. På den anden side ad gaden serverer Foodie lækker sund take away, og Helle ser frem til, at der inden længe åbner en lille café tæt på, som vil bringe endnu mere liv og hygge til Amagers hovedåre.
Varer med et lokalt fokus
I Alrum er der småt med plads, og derfor må Helle foretage en nøje prioritering inden for sine forskellige varegrupper. De ting, hun vælger at have i butikken, skal kunne give boligen et æstetisk, personligt og meget gerne et lokalt særpræg.
”Jeg vil gerne prioriterer lokale kunstnere og designere højt. Særligt for de af mine kunder, der bor i nærområdet, kan jeg mærke en efterspørgsel efter varer, der har en lokal tilknytning. Jeg eksperimenter også med mit sortiment for at blive endnu klogere på, hvad der er efterspørgsel på,” fortæller Helle.
Tips og idéer deles med glæde
Helle har i mange år arbejdet som stylist og indretningskonsulent, og de erfaringer bruger hun i Alrum. I løbet af det sidste halve år har en væg i butikken skiftet farve fra mørkeblå til rosa til en støvet grøn og senest en flot rustrød til at gå efteråret i møde med. Den kulørte væg demonstrerer på flotteste vis, hvordan man lykkes med at lave en velfungerende ”billedvæg”.
”Jeg får mange spørgsmål til, hvordan man laver en flot billedvæg. Det råd, jeg altid giver, er, at den først og fremmest skal være personlig. Man går ikke bare ud og køber en billedvæg, men finder gamle betydningsfulde billeder og kombinerer med nogle af de mere moderne og grafiske udtryk, som dem vi sælger i Alrum”, lyder rådet.
Kunderne i Alrum kommer typisk fra nærområderne på Christianshavn og Amager, og ofte kommer der besøgende i butikken, som blot kigger ind til en god snak om indretning.
”Jeg fortolker nye tendenser og laver ofte om i butikken, så mine kunder får ny inspiration, når de træder indenfor. Det er min drøm, at Alrum er den der lille butik, hvor de lokale henter inspiration og sætter prikken over i’et i deres egne små hjem med planter, puder, plakater osv. Men Alrum skal også være stedet, hvor man kan være sikker på at finde en lille fin gave til kæresten, værtinden eller veninden”, siger Helle Grouleff om sine forhåbninger for fremtiden i Alrum.
Du kan følge Alrum og Helle Grouleffs ambition om at skabe et fantastisk lokalmiljø #påkantenafamager / #alrum på FACEBOOK og INSTAGRAM: @butikalrum.
